Eksklusiv trio fra Joseph Perrier
- 20. sep. 2023
- 1 min læsning
Opdateret: 24. sep. 2023
Joseph Perrier Heritage Reserve er en yderst eksklusiv boks som bl.a. indeholder en årgang der ikke før har været frigivet.

Joseph Perrier har netop lanceret en helt ny boks med titlen: Heritage Reserve. Boksen indeholder tre vinotek-champagner i magnum, hvor den ene aldrig har været frigivet før. Indholdet består af Vintage 2000, 2002 og 2004, hvor Vintage 2000 først frigives nu.
Årgang 2000 levede i sin tid ikke op til de forhåbninger der var til det store årtusinde. Alt for modne bær, og en lav surhedsgrad gjorde det svært at producere en optimal champagne.
Et antal flasker blev alligevel produceret og lagt i kælderen, for at blive glemt, indtil Benjamin Fourmon besluttede sig for at grave 100 flasker frem, og kombinere dem med den perfekte årgang: 2002 og det mere eksotiske år: 2004.
På papiret er årgang 2000 underlegen, men den har en charme og historie der bider sig fast med de blide bobler, cremetheden fra chardonnay og kraften fra Pinot Noir. En champagne der skiller sig ud fra husets stil men viser hvordan man kommer smukt tilbage fra glemslen.
Boksen er kun produceret 100 eksemplar og har en vejledende pris på €1690, svarende til 12.500 kr.
For at købe boksen anbefales det at tage direkte kontakt til Joseph Perrier.
Publiceret: 20-09-2023