Ayala lancerer Le Blanc de Blancs A/19
- 7. feb.
- 2 min læsning
Champagnehuset Ayala præsenterer Le Blanc de Blancs A/19, baseret på høsten i 2019, som af flere anmeldere fremhæves som et nyt topår.

Ayala Le Blanc de Blancs A/19
I 2024 valgte champagnehuset Ayala at genintroducere deres Blanc de Blancs i en ny form, hvilket skete med Le Blanc de Blancs A/18. Nu, to år senere, er de klar med efterfølgeren A/19, som er baseret på høståret 2019.
Druerne stammer fra seks forskellige marker beliggende i Côte des Blancs og Montagne de Reims, hvoraf fire er Grand Cru og to er Premier Cru. Hver mark er vinificeret separat i sin egen ståltank, hvorefter vinen er tappet på flaske og har lagret seks år på bundfaldet før degorgering.
For at opnå et så rent udtryk som muligt har Chef de Cave Julian Gout valgt at give champagnen en lav dosage på 5 g/l, hvilket giver den betegnelsen Extra Brut.
Smagsnoter af Chef de Cave Julian Gout
Strålende, med fine og livlige bobler. I næsen afslører Ayala Le Blanc de Blancs A/19 elegante aromaer af pære, grapefrugt og jasmin, efterfulgt af honningede noter. På ganen fremstår vinen ren og åben med nuancer af blodappelsin og konditori. En yderst livlig vin med smukke bitre toner og en kalket mineralitet, som er karakteristisk for cuvéerne signeret af Maison Ayala.
Champagnehuset Ayala
Champagnehuset Ayala blev grundlagt i 1860 af Edmond de Ayala, som efter sit ægteskab kom i besiddelse af en række champagnemarker. Ayala blev hurtigt en succesfuld producent af champagne, og en storhedstid fulgte frem til Anden Verdenskrig, hvorefter tiderne blev mere udfordrende.
Huset blev siden solgt flere gange, indtil det i 2005 blev opkøbt af familien bag Bollinger. Hvor Bollinger hovedsageligt har fokus på Pinot Noir, har Ayala fokus på Chardonnay, hvilket gjorde det til et oplagt match. Siden overtagelsen har Bollinger investeret markant i huset, hvilket har bidraget til, at Ayala i dag igen har opnået sin tidligere storhed.
Pris & lancering
Lancering: Forår 2026
Pris: 699 kr.
Publiceret: 07-02-2025