top of page

Bollinger La Côte aux Enfants 2019

  • Forfatters billede: Publiceret:
    Publiceret:
  • 6. jun. 2025
  • 2 min læsning

Opdateret: 2. okt. 2025

Bollinger har præsenteret den nye årgang 2019 af La Côte aux Enfants Coteaux Champenois.

Bollinger La Côte aux Enfants 2019

La Côte aux Enfants Coteaux Champenois 2019

Bollingers mest sjældne vin er formentlig deres Coteaux Champenois, en eksklusiv rødvin, der kun fremstilles i de bedste årgange og i yderst begrænsede mængder. Bollinger har netop præsenteret den nye Vintage 2019 som er lavet på 100% Pinot Noir fra den sydlige del af Grand Cru marken La Côte aux Enfants i Aÿ. En tredjedel af druerne vinificeres som "vendange entière", hvilket vil sige, at hele klaser inkluderes i gæringen med stilke og det hele.


Smagsindtryk af Denis Bunner, Chef de Cave hos Bollinger:

Duften åbner med intense aromaer af sorte frugter, kirsebær og brombær, smukt ledsaget af strejf af lakrids og vanilje. I munden folder vinen sig ud med nuancer af viol og bergamot, der raffineret understreger de marmeladeagtige noter af mørke frugter. Eftersmagen byder på komplekse lag af peber, trøffel og skovbund. En fyldig vin med en elegant struktur og silkebløde tanniner.


La Côte aux Enfants

La Côte aux Enfants er en Grand Cru vinmark beliggende i Aÿ, som blev beplantet mellem 1926 og 1934 af Jacques Bollinger. Marken, der strækker sig over 4 hektar, er udelukkende beplantet med Pinot Noir og anvendes i dag til to af husets vine. Den sydlige del af marken bruges til La Côte aux Enfants Coteaux Champenois, husets rødvin, mens den nordvestlige del benyttes til La Côte aux Enfants Champagne.


Champagnehuset Bollinger

Bollinger blev grundlagt i 1829 af Athanase de Villermont, Paul Renaudin og Joseph Bollinger. Athanase de Villermont havde arvet en grund i Aÿ, hvor de tre herrer etablerede firmaet Renaudin-Bollinger & Cie, som senere blev omdøbt til Bollinger.

En af de mest markante skikkelser i Bollingers historie er Lily Bollinger, der overtog ledelsen af huset som 42-årig efter sin mand Jacques Bollingers død. Hun var blandt andet idékvinden bag Bollinger R.D. som hun lancerede de første flasker af i 1963.

I dag er Bollinger stadig i familiens hænder og har Denis Bunner ansat som husets Chef de Cave.


Pris & lancering

Lancering: Sommer 2025

Pris: Ukendt.


Publiceret: 06-06-2025

 
 
bottom of page