Ny årgang af Bollingers eksklusive enkeltmarkschampagne
Med frigivelsen af den nye årgang af La Côte aux Enfants Champagne har Bollinger nu lanceret fem årgange fra den eksklusive enkeltmark, som huset første gang anvendte til champagneproduktion i 2012.

La Côte aux Enfants Champagne Vintage 2016
For blot femte gang frigiver Bollinger deres enkeltmarkschampagne, La Côte aux Enfants, denne gang i årgang 2016. Champagnen er fremstillet på 100 % Pinot Noir, gæret på egetræsfade og degorgeret i begyndelsen af 2026. Efter degorgeringen er den tilsat en dosage på 6 g/l.
Bollinger har ikke offentliggjort det præcise antal producerede flasker, men produktionen vurderes at være omkring 1.000 flasker pr. årgang.
Historien om La Côte aux Enfants
La Côte aux Enfants er en Grand Cru-vinmark i Aÿ, som blev beplantet mellem 1926 og 1934 af Jacques Bollinger. Den fire hektar store mark er udelukkende beplantet med Pinot Noir og danner i dag grundlag for to af husets mest eksklusive vine.
Den sydlige del af marken anvendes til La Côte aux Enfants Coteaux Champenois, Bollingers rødvin, mens den nordvestlige del er dedikeret til La Côte aux Enfants Champagne.
Den første årgang af La Côte aux Enfants Champagne var 2012, som blev frigivet i 2022. Siden da er yderligere fire årgange kommet på markedet, hvilket betyder, at serien nu tæller årgangene 2012, 2013, 2014, 2015 og 2016.
Champagnehuset Bollinger
Bollinger blev grundlagt i 1829 af Athanase de Villermont, Paul Renaudin og Joseph Bollinger. Athanase de Villermont havde arvet en grund i Aÿ, hvor de tre herrer etablerede firmaet Renaudin-Bollinger & Cie, som senere blev omdøbt til Bollinger. En af de mest markante skikkelser i Bollingers historie er Lily Bollinger, der overtog ledelsen af huset som 42-årig efter sin mand Jacques Bollingers død. Hun var blandt andet idékvinden bag Bollinger R.D. som hun lancerede de første flasker af i 1963. I dag er Bollinger stadig i familiens hænder og har Émilien Boutillat ansat som husets Chef de Cave.
Pris & lancering
Lancering: Nu
Pris: 9.995 kr.
Publiceret: 27-07-2026