Bruno Paillard præsenterer Blanc de Blancs 2015
- 21. jun.
- 2 min læsning
Bruno Paillard har præsenteret husets nye Blanc de Blancs Vintage 2015, som har fået navnet Présence, et navn, der bedst kan oversættes til "nærvær".

Bruno Paillard Blanc de Blancs 2015
Med Vintage 2015 præsenterer Bruno Paillard en ny fortolkning af husets Blanc de Blancs champagne. Årgangen er skabt på 100 % Chardonnay fra Premier og Grand Cru marker i Le Mesnil-sur-Oger, Oger, Bouzy og Grauves, hvor hver kommune bidrager med sit eget udtryk til den færdige cuvée.
Druerne blev høstet mellem den 2. og 18. september 2015, og som altid hos Bruno Paillard er det udelukkende mosten fra den første presning, der er brugt til vinen. Efter høsten blev 25 % af vinen vinificeret på egetræsfade, mens resten blev gæret på ståltanke.
Vinen har efterfølgende tilbragt syv år sur lie, inden den blev degorgeret i 2023 med en dosage på blot 3 g/l. Herefter har den fået yderligere to års hvile i husets kældre, hvilket har givet champagnen tid til at finde sin balance, inden den nu frigives.
En nærværende champagne
Årgangen har fået navnet Présence, der bedst kan oversættes til "nærvær". Ifølge husets administrerende direktør, Alice Paillard, udspringer navnet af den måde, hvorpå champagnen åbner sig i glasset og afslører sine mange facetter. Samtidig peger hun på, at en af vinens særlige karakteristika er anvendelsen af Chardonnay fra Bouzy, en landsby, der først og fremmest er kendt for sine Pinot Noir druer.
Flaskens etiket er skabt af den amerikanske kunstner Jeff Kowatch, hvis farvestærke og abstrakte værker ofte kredser om spiritualitet, litteratur og natur. Han blev født i Los Angeles i 1965 og har bl.a. udstillet sin kunst på Royal Museums of Fine Arts of Belgium, Art Brussels og Art Paris.
Bruno Paillard Blanc de Blancs Vintage 2015 frigives i et begrænset antal på 16.022 flasker, 1.063 magnumflasker og blot 55 jeroboamflasker.
Champagnehuset Bruno Paillard
Champagnehuset Bruno Paillard blev grundlagt i 1981 af Bruno Paillard selv i byen Reims, blot 27 år gammel. Selvom huset er ungt sammenlignet med mange af Champagnes historiske producenter, går familiens tilknytning til champagne helt tilbage til 1700-tallet, hvor flere generationer af familien arbejdede som vinbønder og vinmæglere.
Huset er fortsat familieejet og ledes i dag af Alice Paillard som CEO og Laurent Guilot som Chef de Cave. Samtidig er Bruno Paillard fortsat aktiv i husets daglige drift og produktion.
Pris & lancering
Lancering: Nu
Pris: 1.199 kr.
Publiceret: 21-06-2026