top of page

Cattier Blanc de Blancs 2018 limited edition

  • Forfatters billede: Publiceret:
    Publiceret:
  • 8. jul.
  • 2 min læsning

Champagnehuset Cattier lancerer en ny jubilæumschampagne i magnumstørrelse, som kun er produceret i 500 eksemplarer.

Cattier Blanc de Blancs 2018 limited edition

Cattier Blanc de Blancs 2018 Magnum

Med den nye jubilæumschampagne fra Cattier fejrer champagnehuset, at det er 400 år siden, det hele begyndte i landsbyen Chigny-les-Roses. Samtidig markerer årgangen 2018, at det er 100 år siden, den første champagne blev lanceret under navnet Cattier i 1918.

Champagnen er fremstillet udelukkende på Chardonnay fra Premier Cru marker og har lagret i seks år på bundfaldet i husets kældre i Rilly-la-Montagne. Den er udelukkende tappet på magnumflasker og kun produceret i 500 eksemplarer der alle leveres i en eksklusiv gaveæske.


Smagsindtryk af Alexandre Cattier

Næsen byder på noter af kandiserede og saftige frugter, smukt afbalanceret med florale, mineralske og let ristede aromaer. I munden møder man smagsnoter af kandiseret citrus og appelsinblomst, efterfulgt af rige toner af smør og marcipan. Afslutningen er lang og fyldig med strejf af ristet brød, brioche og kandiseret pære.

Denne cuvée egner sig fortrinligt til raffinerede gastronomiske retter som fjerkræ eller kanin i sauce, gerne ledsaget af svampe. Den er også et oplagt match til and à l’orange. Fra havet vil en ovnstegt havbars eller pighvar med en let citronsmørsauce være en perfekt ledsager. Den løfter også foie gras til nye højder med sin kompleksitet og friske karakter.


Champagnehuset Cattier

Historien om Cattier begynder allerede i 1625, da Jean Perrin grundlagde sin vingård i den lille landsby Chigny-les-Roses. Her dyrkede han sin passion for stille vin og producerede vin til de omkringliggende bønder. I mange år levede vingården en stille tilværelse, og det var først i det 20. århundrede, at huset for alvor tog fart.

Under 1. Verdenskrig, i 1916, blev husets daværende ejer, Jean Cattier, alvorligt såret ved fronten. Da han vendte hjem til Chigny-les-Roses, fandt han en landsby, hvor 60% af markerne var ødelagt af bombardementer. Trods de svære vilkår besluttede han at høste det, der var tilbage, og vinificerede en beskeden produktion, som han i 1918 frigav under sit eget brand, Cattier. Dermed var champagnehuset Cattier født.

Huset ejes i dag fortsat af familien Cattier med Alexandre Cattier i spidsen som både husets præsident og Chef de Cave.


Pris & lancering

Lancering: Nu

Pris: 490 euro.


Publiceret: 08-07-2025

 
 
la cuvee magazine logo gold.png

La Cuvée Magazine
 

Danmarks største magasin om champagne

© 2019-2025 Lacuvee.dk

  • Facebook Gold
  • Instagram Gold
  • Linkedin Gold
bottom of page