Charles Heidsieck Ambonnay Rouge 2022
- 7. feb.
- 2 min læsning
For anden gang præsenterer Charles Heidsieck sin røde Coteaux Champenois, som denne gang kommer i årgang 2022.

Coteaux Champenois Ambonnay Rouge 2022
Charles Heidsieck har ikke lanceret en rødvin siden 2021, hvor de frigav Coteaux Champenois Ambonnay Rouge 2019. Nu er der endelig en ny årgang på vej, som lander på det europæiske marked i løbet af vinteren. Den nye Coteaux Champenois Ambonnay Rouge Vintage 2022 er fremstillet på 100% Pinot Noir fra Grand Cru-marken Les Saints-Rémys, der ligger i Ambonnay i hjertet af Montagne de Reims.
Vinen sælges i en træboks med tre flasker af 75 cl. samt i en træboks med én flaske i magnumstørrelse.
Husets egne smagsnoter:
Vinen fremstår i glasset med en dyb, purpurfarvet tone, løftet af fine granatrøde reflekser. Duften åbner let kirsebærpræget og afslører elegante noter af morellokirsebær og brombær ledsaget af et diskret krydret strejf. Løbende udfolder aromaerne sig mod nuancer af chokolade, der leder tankerne hen på Schwarzwaldkage, mens subtile antydninger af rosmarin og slåen fuldender den komplekse bouquet. Smagen er lang og struktureret med rødfrugtige toner båret af en raffineret friskhed, og afslutningen er tæt, intens og balsamisk.
Champagnehuset Charles Heidsieck
Charles Heidsieck blev grundlagt i 1851 af Charles-Camille Heidsieck, der nok bedst er kendt som Champagne Charlie. Han startede huset i en alder af 29 år, efter at have vokset op med sin onkel, der før Charles var født havde startet Heidsieck & Co der stod bag husene Heidsieck & Co Monopole og Piper-Heidsieck.
Efter Charles havde fået sit champagnehus etableret, tog han i 1852 til USA for at udbrede sin champagne, hvilket forgik under stor opmærksomhed fra pressen og det amerikanske forretningsliv. Turen var en succes, så da han kom hjem var Europa næste mål, hvilket også endte med flere leverandøraftaler bl.a. til flere kongehuse.
Charles Heidsieck oplevede meget i sit liv. Faktisk så meget at der i 1989 blev lavet en film om ham, med Hugh Grant i hovedrollen som Charles Heidsieck.
Huset var i familiens eje frem stil starten af 1970'erne, men ejes i dag af EPI Group.
Pris & lancering
Lancering: Start 2026
Box (3 flasker): 2199 kr.
Box (1 magnum): 1999 kr.
Publiceret: 07-02-2026