Charles Heidsieck Champagne Charlie 2020
- Publiceret:

- 10. aug.
- 2 min læsning
I 2022 relancerede Charles Heidsieck deres topcuvée Champagne Charlie, og nu er opfølgeren landet, denne gang med 2019 som baseår.

Charles Heidsieck Champagne Charlie Cellared in 2020
Charles Heidsieck er klar med seneste kreation af topcuvéen Champagne Charlie, som denne gang lanceres i den nye "Cellared in 2020" udgave, der har 2019 som baseår. Blandingen består af 66% Chardonnay og 34% Pinot Noir med en dosage på 8 g/l. Druerne er en blanding af Premier og Grand Cru, som stammer fra områderne Bouzy, Vertus, Avize og Cramant.
45% af vinen er fra høsten i 2019, mens de resterende 55% er reservevin, som strækker sig fra 2009 og tilbage til 1996. Champagnen er degorgeret i 2024 og er kun produceret i 8.000 eksemplarer.
Champagnen findes også i magnum, som først vil blive frigivet om nogle år. Her er dosagen sænket til 7 g/l.
Historien om Champagne Charlie
Den første Champagne Charlie blev skabt i 1979 af den nu afdøde Chef de Cave, Daniel Thibaut, som en hyldest til husets grundlægger. Champagnen placerede sig øverst i husets sortiment og blev produceret i fem årgange, indtil den udgik på grund af omstruktureringer.
I anledning af Charles-Camille Heidsiecks fødselsdag i 2022 valgte huset at genoptage produktionen, denne gang i en multi-vintage udgave.
Charles Heidsieck Champagne Charlie er frigivet i følgende årgange:
Vintage: 1979, 1981, 1982, 1983 og 1985.
Mis en cave: 2017 og 2020.
Champagnehuset Charles Heidsieck
Champagnehuset Charles Heidsieck blev grundlagt i 1851 af den kun 29-årige Charles-Camille Heidsieck, bedre kendt som Champagne Charlie. Han voksede op hos sin onkel, der allerede før Charles’ fødsel havde etableret Heidsieck & Co, som stod bag husene Heidsieck & Co Monopole og Piper-Heidsieck.
Allerede året efter grundlæggelsen af sit eget hus rejste Charles til USA for at introducere sin champagne til det amerikanske publikum. Rejsen blev en stor succes og gav ham mod på mere. Ved hjemkomsten kastede han sig over det europæiske marked og sikrede hurtigt aftaler med nogle af Europas mest prestigefyldte kunder, herunder flere kongehuse.
Charles Heidsiecks liv var så eventyrligt, at det i 1989 blev filmatiseret med Hugh Grant i rollen som den karismatiske champagneproducent.
Huset forblev i familiens hænder frem til begyndelsen af 1970’erne, men ejes i dag af EPI Group.
Pris & lancering
Lancering: Nu
Pris: 3.499
Publiceret: 10-08-2025