top of page

Deutz præsenterer Amour de Deutz 2015

  • 21. feb.
  • 2 min læsning

Champagnehuset Deutz præsenterer nu Vintage 2015 af husets prestigecuvée Amour de Deutz.

Deutz Amour de Deutz 2015

Deutz Amour de Deutz Vintage 2015

Champagnehuset Deutz er nu klar med den nye Vintage 2015 af husets prestigechampagne Amour de Deutz, som har fået sit navn efter en bronzestatue placeret på gårdspladsen foran hovedsædet i Aÿ. Statuen, der forestiller den romerske kærlighedsgud Amor, byder husets gæster velkommen og er med tiden blevet det mest genkendelige symbol for Deutz.


Amour de Deutz Vintage 2015 er fremstillet på 100% Chardonnay fra syv forskellige landsbyer i Champagne, fordelt på både Grand Cru og Premier Cru marker: 46% fra Avize, 15% fra Oger, 8% fra Le Mesnil-sur-Oger, 6% fra Chouilly, 7% fra Vertus, 13% fra Villeneuve-Renneville og 5% fra Villers-Marmery.


Champagnen er vinificeret i rustfrie ståltanke og har herefter lagret otte måneder på fine gærrester. Dernæst har den tilbragt ti år i husets kældre, før den blev degorgeret og tilsat en dosage på 6,5 g/l.


Amour de Deutz

Den første Amour de Deutz var Vintage 1993, som blev lanceret i 2000, og siden da er der i alt frigivet 18 årgange: 1993, 1995, 1997, 1998, 1999, 2000, 2002, 2003, 2005, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010, 2011, 2013, 2014, 2015.


Champagnehuset Deutz

Champagnehuset Deutz & Geldermann blev grundlagt i 1838 i Aÿ af William Deutz og Pierre-Hubert Geldermann. I 1925 udvidede man med en tysk afdeling i Breisach am Rhein, hvorfra der blev produceret sekt til det tyske marked. For at tydeliggøre forskellen mellem de to afdelinger valgte man i 1980’erne at lade den franske afdeling skifte navn til blot Deutz, mens den tyske beholdt det oprindelige navn.

I 1993 blev Deutz opkøbt af Louis Roederer, og to år senere, i 1995, blev adskillelsen mellem den franske og tyske del formelt gennemført. Det resulterede i to selvstændige virksomheder. Den tyske afdeling, som producerer sekt, eksisterer i dag under navnet Geldermann.


Pris & lancering

Lancering: Nu

Pris: 1.599 kr.


Publiceret: 21-02-2026

 
 
bottom of page