top of page

Deutz lancerer Amour de Deutz Rosé 2015

  • for 2 dage siden
  • 2 min læsning

Champagnehuset Deutz lancerede tidligere på året husets prestige-cuvée, Amour de Deutz, i den nye Vintage 2015. Nu kommer også roséudgaven i samme årgang.

Deutz Amour de Deutz Rosé 2015

Deutz Amour de Deutz Rosé Vintage 2015

Champagnehuset Deutz er nu klar med den nye Vintage 2015 af husets prestige-cuvée, Amour de Deutz Rosé, som har fået sit navn efter bronzestatuen, der står på gårdspladsen foran hovedsædet i Aÿ. Statuen, som forestiller den romerske kærlighedsgud Amor, byder husets gæster velkommen, og er med tiden er den blevet et af Deutz’ mest genkendelige symboler.


Amour de Deutz Rosé 2015 er fremstillet på 62% Pinot Noir, hvoraf 4% er vinificeret som rødvin, fra Aÿ, Ambonnay, Bouzy, Verzenay og Cumières samt 38% Chardonnay fra Avize, Oger og Villers-Marmery. Hele 90% af druerne er klassificeret som Grand Cru, mens de resterende 10% er Premier Cru.


Champagnen er vinificeret i rustfri ståltanke og har herefter lagret i otte måneder på fine gærrester. Derefter har den tilbragt ti år i husets kældre, inden den blev degorgeret og tilsat en dosage på 7 g/l.


Amour de Deutz Rosé

Amour de Deutz Rosé blev introduceret i 2014 og afløste dermed Cuvée William Deutz Rosé, som huset valgte at lade udgå, da den ikke passede ind i tidens smag. Oprindeligt var det meningen, at den første årgang skulle være Vintage 2005, men da den ikke levede op til forventningerne, blev den droppet, og i stedet valgte man at gå med 2006 som første årgang.


Rygterne fortæller, at der blev produceret 15.000 eksemplarer af Amour de Deutz Rosé 2005, og at man i stedet valgte at sælge dem som husets NV Rosé.


Der er i dag produceret seks årgange af Amour de Deutz Rosé: 2006, 2007, 2008, 2009, 2013 og 2015.


Champagnehuset Deutz

Champagnehuset Deutz & Geldermann blev grundlagt i 1838 i Aÿ af William Deutz og Pierre-Hubert Geldermann. I 1925 udvidede man med en tysk afdeling i Breisach am Rhein, hvorfra der blev produceret sekt til det tyske marked. For at tydeliggøre forskellen mellem de to afdelinger valgte man i 1980’erne at lade den franske afdeling skifte navn til blot Deutz, mens den tyske beholdt det oprindelige navn.

I 1993 blev Deutz opkøbt af Louis Roederer, og to år senere, i 1995, blev adskillelsen mellem den franske og tyske del formelt gennemført. Det resulterede i to selvstændige virksomheder. Den tyske afdeling, som producerer sekt, eksisterer i dag under navnet Geldermann.


Pris & lancering

Lancering: Nu

Pris: 1.899 kr.


Publiceret: 26-08-2026

 
 
bottom of page