top of page

Dom Pérignon præsenterer nye limited editions

1. okt.
2 min læsning

Dom Pérignon løfter sløret for to nye limited editions, skabt i samarbejde med den britiske kunstner Damien Hirst.

Dom Perignon Damien Hirst bottles

Dom Pérignon x Damien Hirst

I samarbejde med den britiske kunstner Damien Hirst præsenterer Dom Pérignon nu to nye limited editions: Dom Pérignon Vintage 2018 og Dom Pérignon Rosé Vintage 2010.


Med samarbejdet indtræder Damien Hirst i rækken af kunstnere, der gennem tiden har sat deres præg på Dom Pérignon. Blandt de tidligere samarbejdspartnere finder man blandt andre Andy Warhol, Jeff Koons, Lenny Kravitz og Lady Gaga.


De nye flasker og æsker er en fortsættelse af Kaleidoscope-serien, som Damien Hirst skabte de første motiver til i 2001. I de nye designs er serien blevet nyfortolket med Dom Pérignons ikoniske skjold, der breder sig ud som sommerfuglevinger og danner en unik mosaik.


Damien Hirst - Fra kunst til champagne

Damien Hirst er en britisk kunstner, født i 1965, som især er kendt for sine kunstværker, hvor døde dyr er blevet konserveret og udstillet i beholdere. Et af hans mest kendte værker er The Physical Impossibility of Death in the Mind of Someone Living, der består af en 4,3 meter lang tigerhaj nedsænket i en beholder fyldt med formaldehyd.


Damien Hirst regnes som en af de mest markante kunstnere i Storbritannien i 1990'erne og omtales som Storbritanniens rigeste nulevende kunstner med en anslået formue på næsten 400 millioner dollars.


Damien Hirst har ikke tidligere samarbejdet med et champagnehus, men vinverdenen er ikke helt fremmed for ham. For det franske vinslot Château La Coste har han blandt andet været med til at skabe designet til den økologiske rosévin Madame B.

Dom Perignon Damien Hirst boxes

Champagnehuset Moët & Chandon

Moët et Cie blev grundlagt i 1743 i Épernay af vinhandleren Claude Moët. Han opbyggede hurtigt en succesfuld virksomhed, som blandt andet leverede champagne til aristokratiet og det franske kongehus.

Efter Claude Moëts død overtog hans barnebarn, Jean-Rémy Moët, virksomheden og udvidede den betydeligt. I 1833 blev Pierre-Gabriel Chandon de Briailles, Jean-Rémys svigersøn, partner i firmaet, hvilket førte til navneændringen til Moët & Chandon.

Moët & Chandon er især kendt for sin ikoniske Brut Impérial, som blev introduceret i 1869, samt for husets prestige-cuvée Dom Pérignon, der blev lanceret i 1936.

I dag er Moët & Chandon en del af luksuskoncernen LVMH, som også ejer andre anerkendte champagnehuse som Krug, Ruinart og Veuve Clicquot.


Pris & lancering

Dom Pérignon Damien Hirst Limited Editions er netop lanceret på det danske marked og er blandt andet set hos Premiumbottles til 2.399 kr. for Vintage 2018 og 3.799 kr. for Rosé Vintage 2010.


Publiceret: 01-10-2026

 
 
bottom of page