top of page

Bollinger får Émilien Boutillat som ny Chef de Cave

  • 14. jun.
  • 2 min læsning

Émilien Boutillat er udnævnt til ny Chef de Cave hos Bollinger. Han får dermed ansvaret for at videreføre husets traditionsrige stil og kan samtidig se frem mod en særlig milepæl, når Bollinger fejrer sit 200-års jubilæum i 2029.

Émilien Boutillat bliver nye Chef de Cave hos Bollinger

Denis Bunner takker af hos Bollinger

Tidligere på måneden meddelte Denis Bunner i et opslag på LinkedIn, at han fratræder sin stilling som Chef de Cave hos Bollinger.


Denis Bunner kom til Bollinger i 2013 som assisterende Chef de Cave, hvor han arbejdede tæt sammen med husets daværende Chef de Cave, Gilles Descôtes. Efter Descôtes' bortgang i 2023 overtog Bunner ansvaret for kælderen og blev udnævnt til Chef de Cave.


Nu går Bollinger ind i en ny æra. Den 1. oktober giver Denis Bunner stafetten videre til Émilien Boutillat, som fremover skal stå i spidsen for husets vinøse retning. Bunner har endnu ikke offentliggjort, hvad næste kapitel i karrieren kommer til at byde på.


Émilien Boutillat bliver ny Chef de Cave

Efter otte år som Chef de Cave hos Piper-Heidsieck fortsætter Émilien Boutillat karrieren hos Bollinger, hvor han tiltræder som husets nye Chef de Cave.


Boutillat har tidligere arbejdet hos både Cattier og Armand de Brignac og har gennem årene opnået stor anerkendelse for sit arbejde, særligt med Pinot Noir. Hans talent blev blandt andet hædret med titlen som Årets Chef de Cave ved International Wine Challenge i både 2021 og 2023. Det er en ekspertise, der harmonerer naturligt med Bollingers stærke fokus på Pinot Noir, husets signaturdrue og fundamentet for mange af champagnehusets mest ikoniske cuvéer.


En af de første store opgaver, der venter Émilien Boutillat, bliver forberedelserne til Bollingers 200-års jubilæum i 2029. Jubilæet markerer en historisk milepæl for huset og forventes at blive et af de mest betydningsfulde kapitler i Bollingers moderne historie.


Champagnehuset Bollinger

Bollinger blev grundlagt i 1829 af Athanase de Villermont, Paul Renaudin og Joseph Bollinger. Athanase de Villermont havde arvet en grund i Aÿ, hvor de tre herrer etablerede firmaet Renaudin-Bollinger & Cie, som senere blev omdøbt til Bollinger.

En af de mest markante skikkelser i Bollingers historie er Lily Bollinger, der overtog ledelsen af huset som 42-årig efter sin mand Jacques Bollingers død. Hun var blandt andet idékvinden bag Bollinger R.D. som hun lancerede de første flasker af i 1963.

I dag er Bollinger stadig i familiens hænder med Charles-Armand de Belenet i spidsen som husets CEO.


Publiceret: 14-06-2026


 
 
bottom of page