top of page

En aften med Special Club

  • Forfatters billede: Publiceret:
    Publiceret:
  • 5. maj 2023
  • 3 min læsning

Opdateret: 24. dec. 2025

Jeg havde inviteret til champagnesmagning med Special Club som aftenens tema og havde derfor skaffet seks flasker med forskellige årgange og druesammensætninger, så vi kunne opleve mangfoldigheden i serien. Champagnens alder spændte fra 2014 til 1982, hvilket gav rig mulighed for at smage et bredt udsnit af stil og modenhed.

Special Club Champagne

Borddækning inspireret af foråret


Gæsterne blev budt velkommen klokken 18, og jeg havde fundet en flaske Charles Heidsieck Rosé Réserve frem som velkomstdrik. Med baseår 2018 stod den frisk og livlig i glasset – passende på en varm forårsdag. Herefter blev der serveret smørrebrød, så bunden var lagt til smagningen. Under selve smagningen blev der serveret bær i flere afskygninger – jordbær, blåbær og hindbær – som gav et neutralt og passende supplement til champagnen.

Special Club Champagne

Aftenens smagsprogram


Special Club, også kendt som Club Trésor de Champagne, er en sammenslutning, der blev dannet i 1971 og i dag består af 28 champagnehuse. Sammenslutningen blev etableret for at give de mindre huse mulighed for at deltage i markedet for prestige-cuvéer og levere champagner med en høj kvalitetsstandard.


For at blive medlem skal man anbefales af eksisterende medlemmer og opfylde en række krav. Hver Special Club-champagne gennemgår desuden to blindtest-smagninger: Først smages den stille vin, inden den kommer på flaske, og hvis den består testen, smages den igen efter tre års flaskelagring.


Special Club kan kendes på den karakteristiske lille, buttede flaske, og det er et krav, at etiketten bærer navnet "Special Club". Nogle ældre årgange findes dog i andre flasker – som for eksempel 1982, som vi smagte denne aften.

José Michel Special Club 2014 & Roland Champion Special Club 2012


Vi startede med Special Club 2014 fra José Michel, en producent, jeg tidligere har haft mange gode oplevelser med. Deres champagne leverer altid kvalitet, og denne aften var ingen undtagelse. Den fremstod flot velafbalanceret, rund og krydret med masser af liv i glasset – man skulle ikke tro, at den var så ung. Blandingen består af 50% Chardonnay og 50% Meunier med en dosage på 10 g/l.


Næste champagne var Roland Champion Special Club 2012, lavet på 100% Chardonnay med en dosage på ca. 7 g/l. Her kunne man tydeligt mærke fraværet af Meunier fra den foregående champagne. Glasset bød på et flot skum med fine bobler og noter af blåbær, lime og korn. Jeg oplevede den som lidt tung, men efterhånden som den åbnede sig i glasset, kom flere nuancer frem. Et par års yderligere lagring vil uden tvivl løfte den yderligere.

Henri Goutorbe Special Club 2008 & Charlier et Fils Special Club 2006


Den tredje champagne i rækken var Henri Goutorbe Special Club 2008. En let rustik champagne med en diskret støvet næse og tilpas syre, som ville gøre sig godt til et ostebord. I modsætning til mange andre 2008-årgange oplevede jeg den ikke som for ung, men behageligt afbalanceret. Champagnen består af 70% Pinot Noir og 30% Chardonnay med en dosage på 8 g/l.


Næste i rækken var Charlier et Fils Special Club 2006, en glimrende drikkemoden champagne med noter af fad, modne frugter, hasselnødder og en let ristethed. Smagen var virkelig nydelig, men manglede en smule fedme for at nå sit fulde potentiale. Blandingen består af 70% Chardonnay, 15% Pinot Noir og 15% Meunier med en dosage på 6,5 g/l.

Grongnet Special Club 1996 & Grongnet Special Club 1982


Med Grongnet Special Club 1996 mærker man virkelig, at vi bevæger os tilbage i tiden. Her er tale om en ældre champagne, som toppede for nogle år siden, men stadig er et glimrende glas. Små fine bobler kombineres med en behagelig syre og noter af nedfaldne frugter, nødder og fad. Den vil ikke vinde på yderligere lagring, men er dejlig nu. Blandingen består af 60% Chardonnay, 25% Pinot Noir og 15% Meunier.


Aftenens ældste og sidste champagne var Grongnet Special Club 1982. Boblerne var få og forsvandt hurtigt fra glasset, men champagnen havde masser af fylde med noter af overmodne æbler, ferskner, fad og sherry. Syren var begrænset, hvilket gav et lidt tungere udtryk, og ligesom 1996-årgangen vil denne ikke vinde ved yderlig lagring. Et meget charmerende glas fyldt med historie. Champagnen består af 100% Chardonnay.

Special Club Champagne

6 tomme flasker fortæller om en god aften


Det var på alle måder en fantastisk aften, hvor vi fik et godt indblik i, hvad Special Club kan, og hvilken forskel alder gør for champagne. Kan Special Club måle sig med de største huse? Svaret er både ja og nej. Champagnen mangler lidt balance og finesse for at nå helt til tops, men til prisen er det fremragende “value for money”.


En stor tak til alle deltagere og til Champagne Treasures for altid at have spændende flasker til enhver pengepung.


Smagning afholdt: 15-04-2023

Publiceret: 05-05-2023

 
 
bottom of page