top of page

Krug præsenterer ny udgave af Grande Cuvée

for 7 timer siden
2 min læsning

Inden længe lancerer Krug den nyeste udgave af husets multi-vintage champagne Grande Cuvée 174éme som denne gang tager udgangspunkt i baseåret 2018.

Krug Grande Cuvée 174éme Édition

Krug Grande Cuvée 174éme Edition

I den kommende måned lancerer Krug den nye Grande Cuvée 174ème Édition, som denne gang har 2018 som baseår. Cuvéen er sammensat af 143 forskellige vine fra 10 årgange, hvoraf den ældste stammer fra 2001. Blandingen består af 54% Pinot Noir, 29% Chardonnay og 17% Meunier med en dosage på 5 g/l. 64% af vinen stammer fra høsten i 2018, som fandt sted mellem 23. august og 10. september, mens de resterende 36% er reservevin.


Fra Private Cuvée til Grande Cuvée

Krug Grande Cuvée blev skabt af husets grundlægger, Joseph Krug, ud fra visionen om at tilbyde en champagne, der altid havde samme stil, uanset klimaet det pågældende. For at opnå dette opbyggede han et omfattende lager af reservevin, som kunne bruges til at justere årets basevin. I dag er tilgangen til Grande Cuvée dog ændret, og man lægger nu stor vægt på at fremvise de forskellige versioners unikke udtryk.

Oprindeligt hed Krugs non-vintage champagne "Private Cuvée", og det var først i 1978, at navnet blev ændret til Grande Cuvée.


Champagnehuset Krug

Joseph Krug blev født i den tyske by Mainz i 1800, og i en alder af 24 år forlod han sin barndomsby for at drage ud på eventyr i den store verden. Det førte ham i 1834 til Paris hvor han fik job som bogholder hos Champagnehuset Jacquesson. Her arbejdede han primært med regnskab, men han dygtiggjorde sig også indenfor champagne. Efter at have fået styr på sine champagnefærdigheder begyndte han at hjælpe de forskellige huse med at blande champagne, og da det ikke længere var udfordrende nok, grundlagde han i 1843 Champagnehuset Krug.

I 1969 blev Krug solgt til Rémy-Cointreau, og i 1999 blev huset en del af LVMH Group, som ejer det den dag i dag.


Pris & lancering

Lancering: Oktober 2026

Pris: 1.699 kr.


Publiceret: 20-09-2026

 
 
bottom of page