top of page

Lanson frigiver Clos Lanson Vintage 2012

for 7 dage siden
2 min læsning

For syvende gang lancerer champagnehuset Lanson sin eksklusive enkeltmarkschampagne Clos Lanson, fremstillet udelukkende på 100 % Chardonnay.

Lanson Clos Lanson Vintage 2012

Lanson Clos Lanson Vintage 2012

Champagnehuset Lanson har præsenteret den nye Clos Lanson Vintage 2012, som traditionen tro er fremstillet på 100% Chardonnay fra den lille mark i Reims, der bærer samme navn.


Vinen er vinificeret på egetræsfade fra Argonne-skoven i det nordøstlige Frankrig, og man har bevidst undladt malolaktisk gæring for at bevare en så høj grad af friskhed som muligt. Champagnen har lagret 12 år på bundfaldet, inden den blev frigivet, og er doseret med blot 4 g/l.


Der er kun produceret 7.880 flasker og 250 magnums, som alle leveres i en eksklusiv boks fremstillet af egetræ.


Le Clos Lanson

Le Clos Lanson er en 1 hektar stor vinmark beliggende i Reims, hvis historie går helt tilbage til det 18. århundrede. Marken er udelukkende beplantet med Chardonnay og ligger med udsigt over byens katedral. I mange år blev den dyrket som en almindelig parcel og anvendt til husets øvrige vine.


Under en inspektion af husets vinmarker i 2006 opstod idéen om at anvende Le Clos Lanson til produktionen af husets første enkeltmarkschampagne. Det resulterede i den første frigivelse i 2016.


I dag er der frigivet i alt syv årgange: 2006, 2007, 2008, 2009, 2010, 2011 og 2012.


Champagnehuset Lanson

Lanson blev grundlagt i 1760 af François Delamotte, som senere videregav huset til sin søn, Nicolas-Louis. Han indgik et partnerskab med Jean-Baptiste Lanson, hvilket i 1837 førte til, at huset fik sit velkendte navn.


Siden 1900 har Lanson været leverandør til det britiske kongehus og er i dag desuden en fast sponsor ved Wimbledon.


Takket være Étienne Lanson, som overtog huset i 1967, råder Lanson i dag over et imponerende arkiv af ældre vine. Étienne så potentialet i at gemme husets vine og begyndte derfor at opbygge et historisk lager, som fremtidige generationer kunne få glæde af.


I dag er Lanson en del af Lanson-BCC, som også ejer en række andre champagnehuse, heriblandt Philipponnat, Besserat de Bellefon og De Venoge.


Pris & lancering

Lanson Clos Lanson Vintage 2012 forventes at komme til salg i november til en pris på omkring 1.799 kr. pr. flaske.


Publiceret: 06-10-2026

 
 
bottom of page