top of page

Louis Roederer lancerer Cristal Vintage 2018

  • 8. jul.
  • 2 min læsning

Med den nye Cristal Vintage 2018 markerer Louis Roederer to historiske jubilæer og flytter samtidig grænsen for, hvor mange parceller der indgår i en Cristal.

Louis Roederer Cristal Vintage 2018

Vintage 2018 markerer to historiske jubilæer

Louis Roederer kan i år fejre sit 250-års jubilæum, og i den forbindelse er det hos de fleste champagnehuse en tradition at lancere en limited edition-champagne, som markerer begivenheden. Den vej har Louis Roederer dog ikke valgt at gå. I stedet blev jubilæet fejret ved et stort anlagt arrangement i Reims, hvor huset præsenterede flere nyheder i Cristal-serien.


En af dem var den helt nye Cristal Vintage 2018, som udmærker sig ved at benytte druer fra hele 57 forskellige parceller – et rekordhøjt antal for en Cristal. Champagnen er 100 % økologisk dyrket og udelukkende fremstillet af druer fra Grand Cru-marker, hvor størstedelen af vinstokkene er mere end 25 år gamle. Blandingen består af 57 % Pinot Noir og 43 % Chardonnay, hvor 28 % af vinene er vinificeret på store egetræsfade, mens man helt har undgået malolaktisk gæring. Efter degorgering er champagnen afsluttet med en dosage på 7 g/l.


2018 bød på en våd vinter, efterfulgt af et mildt og stormfuldt forår. Sommeren var varm, solrig og tør, hvilket gav gode betingelser for høsten, som fandt sted i perioden fra den 27. august til den 8. september.


Udover at markere husets 250-års jubilæum markerer årgang 2018 også 150-året for skabelsen af Cristal-champagnen, som første gang blev fremstillet i 1876.


Champagnehuset Louis Roederer

Louis Roederers historie går tilbage til 1776, hvor huset Dubois Père & Fils blev grundlagt. I 1827 ansatte husets ejer, Nicolas-Henri Schreider, sin nevø Louis Roederer, som i 1833 overtog huset efter sin onkels død og samtidig omdøbte det til Louis Roederer.

I 1800-tallet var Louis Roederers vigtigste marked det russiske, ikke mindst det kejserlige hof. Efter revolutionen mistede huset imidlertid hele det russiske marked og stod tilbage med en betydelig gæld som følge af ubetalte regninger og urealiserede ordrer.

Huset kom dog på fode igen i løbet af 1930’erne, da Camille Olry-Roederer overtog ledelsen. Hun valgte at investere alle sine indtægter i opkøb af nye vinmarker, hvilket hurtigt gav økonomisk stabilitet og sikrede egne druer til fremtidens produktion.

Husets ejerskab er fortsat i familiens hænder, med Frédéric Rouzaud som nuværende direktør.


Pris & lancering

Lancering: Nu

Pris: 1.799 kr.


Publiceret: 08-07-2026

 
 
bottom of page