top of page

Når champagne bliver til kunst

  • Forfatters billede: Publiceret:
    Publiceret:
  • 11. maj 2023
  • 2 min læsning

Opdateret: 24. dec. 2025

De store champagnehuse har en lang tradition for at samarbejde med kunstnere verden over og skabe værker inspireret af champagnens univers. Her præsenterer vi otte eksempler, hvor kunst og champagne smelter sammen.

Perrier Jouet - Flute Tree

Perrier Jouet - Flute Tree

Flute Tree blev skabt i 2013 af kunstneren Tord Boontje og havde sin premiere hos Saatchi Gallery i London. Efterfølgende har træet været udstillet ved flere af Perrier-Jouëts events. Det er en forstørret udgave af The Enchanting Tree, som kun rummer seks glas og blev sat til salg samme år i et større antal.


Dom Pérignon - Balloon Venus

Dom Pérignon - Balloon Venus

Balloon Venus blev skabt af Jeff Koons i forbindelse med lanceringen af Dom Pérignon Rosé 2003 og er inspireret af statuen Venus of Willendorf. Udover den gigantiske udgave på 260 cm blev der i 2013 sat 650 miniudgaver til salg, som hver indeholdt en flaske Dom Pérignon Rosé 2003.


Ruinart - A silent witness

Ruinart - A silent witness

I 2017 præsenterede Ruinart skulpturen A Silent Witness, skabt af kunstneren Jaume Plensa. Skulpturens form består af tegn og bogstaver fra otte forskellige alfabeter.

Udover A Silent Witness designede Plensa også en limited edition-boks til Ruinarts Blanc de Blancs magnum, som kun blev fremstillet i 20 eksemplarer.


Louis Roederer - Lines Of Life

Louis Roederer - Lines Of Life

Lines of Life er et af flere kunstværker, som den vietnamesiske kunstner Duy Anh Nhan Duc har skabt for Louis Roederer. Værket stod færdigt i 2021 og er lavet af kalkblokke, der symboliserer kalkens betydning for dyrkningen af champagne. De gyldne linjer, der er malet på blokkene, repræsenterer vinstokkenes rødder.


Pommery - Vertigo

Pommery - Vertigo

I perioden 2007 til 2014 fik en række kunstnere mulighed for at skabe værker i Pommerys kælder. En af dem var Jacqueline Dauriac, som med sit kunstværk Vertigo udforskede regnbuens farver og kælderens indflydelse på dem. Flere af gangene blev oplyst i utallige nuancer og skabte en helt unik visuel oplevelse.


Moët & Chandon & Vince McIndoe

Moët & Chandon & Vince McIndoe

Vince McIndoe er en canadisk kunstner født i 1962. Efter at have dimitteret fra Ontario College of Arts & Design i 1985, blev han hurtigt anerkendt som illustrator og billedkunstner. I 1990’erne blev han udvalgt af Moët & Chandon til at skabe en række reklameplakater. Til dem hentede han inspiration fra de store plakatkunstnere fra århundredeskiftet, som Henri de Toulouse-Lautrec og Jules Chéret, for at skabe den helt rigtige stemning. Plakaterne har ikke officielle navne, men er med tiden blevet kultobjekter.


Veuve Clicquot - Lovely Bubbly Collection

Veuve Clicquot - Lovely Bubbly Collection

I 2013 indgik Veuve Clicquot et samarbejde med modeskaberen Charlotte Olympia, som designede en specialudgave af La Grande Dame 2006. Samtidig lancerede hun en række stiletter, tasker og billeder under titlen Lovely Bubbly Collection. På billederne medvirker hun selv, og stilen er tydeligt inspireret af andre kunstnere, blandt andre Vince McIndoe og hans arbejde for Moët & Chandon.


Bruno Paillard - Time?

Bruno Paillard - Time?

Bruno Paillard er kendt for at pryde sine vintagechampagner med malerier. Et eksempel er Time?, som pryder etiketten på Bruno Paillard Assemblage 1985. Maleriet, skabt af Jean-Yves Gosti, viser en mand med ryggen vendt mod uret og illustrerer tvivlen om, hvordan champagne udvikler sig over tid.

 
 
bottom of page