top of page

Ny limited edition champagne fra Collery

for 2 dage siden
2 min læsning

Med den nye limited edition hylder Collery en kvinde, der satte sit præg på champagnehusets identitet i 1920’erne og 1930’erne.

Collery Hommage à Geneviève Champagne

Collery Hommage à Geneviève 2014

Med den nye champagne Hommage à Geneviève hylder Collery en bemærkelsesværdig kvinde, der var med til at forme husets omdømme i 1920’erne og 1930’erne. Geneviève Collery-Herbillon var gift med Pierre Collery, som foretrak at arbejde i vinmarkerne og med vinproduktionen frem for at møde kunderne. Derfor blev det Geneviève Collery-Herbillon, der repræsenterede huset udadtil og tog imod kunderne. En opgave, hun løste så godt, at huset opnåede stigende succes og stor anerkendelse.


Som en hyldest til Geneviève Collery-Herbillon lancerer huset nu denne limited edition, der prydes af et portræt af hende tegnet af den Reims-baserede kunstner Helen Barenton.


Champagnen er en Blanc de Blancs fremstillet udelukkende på Chardonnay fra høståret 2014. Vinen er vinificeret i ståltanke og har efterfølgende lagret i 11 år, inden den blev degorgeret med en dosage på 9 g/l.


Collery Hommage à Geneviève er produceret i et begrænset oplag på ca. 1.000 eksemplarer, som alle leveres i en matchende gaveæske med Helen Barentons motiv af Geneviève Collery-Herbillon.


Champagnehuset Collery

Champagne Collery blev grundlagt i Aÿ i 1893 af Jules-Anatole Collery. Han havde arvet ti hektar vinmarker og begyndte herfra opbygningen af huset. Allerede i 1904 vandt han sin første guldmedalje i Paris for sin champagne.

Efter Anden Verdenskrig gik det tilbage for huset, og efter flere år med stilstand blev det i 2014 overtaget af Nicolas Gueusquin, som moderniserede virksomheden og etablerede husets eget vineri. I 2019 købte han desuden palæet på Rue Jules Lobet, som tidligere havde tilhørt Bollinger.

I dag fungerer Nicolas Gueusquin som husets præsident, mens Julien Lefèvre er Chef de Cave.


Pris & lancering

Collery Hommage à Geneviève er netop lanceret, men det er endnu uvist, om den vil blive tilgængelig på det danske marked. Den vejledende udsalgspris er fastsat til 72 euro, svarende til cirka 540 kr.


Publiceret: 21-10-2026

 
 
bottom of page