top of page

Nye enkeltmarkschampagner fra Barons de Rothschild

  • 17. jul.
  • 2 min læsning

Opdateret: 26. jul.

Barons de Rothschild udvider husets hurtigt voksende sortiment med to nye enkeltmarkschampagner fra årgang 2021, begge fremstillet på 100 % Chardonnay fra Grand Cru marker.

Barons de Rothschild Les Maladries  & Le Bateau Champagne

To nye Grand Cru enkeltmarkschampagner

Champagnehuset Barons de Rothschild præsenterer nu to nye enkeltmarkschampagner, begge fremstillet på 100 % Chardonnay fra hver sin Grand Cru-mark i henholdsvis Avize og Cramant. De nye cuvéer er Les Maladries fra en lille parcel på blot 0,28 hektar i Avize og Le Bateau fra en endnu mindre parcel på kun 0,12 hektar i Cramant.


Begge champagner produceres i et meget begrænset oplag, og alle flasker er individuelt nummererede. Lanceringen følger op på Le Grand Clos 2019, som blev introduceret i 2025 i forbindelse med husets 20-års jubilæum. Serien er tænkt som en årligt tilbagevendende kollektion, og Chef de Cave Guillaume Lété har allerede afsløret, at næste udgivelse bliver baseret på høsten fra 2022. Samtidig vil serien blive udvidet med endnu en mark.


Barons de Rothschild Les Maladries Vintage 2021

Les Maladries er en Blanc de Blancs fremstillet på Grand Cru Chardonnay fra en mark i Avize, der blev beplantet i 1938. Marken dækker kun 0,28 hektar og har fået sit navn efter sin historiske anvendelse, hvor der i middelalderen lå et hospital, som tog sig af spedalske.


Efter høsten i 2021 blev vinen delt i to lige store dele. Den ene halvdel blev lagret på franske egetræsfade, mens den anden halvdel blev lagret i betonæg. Herefter fulgte 45 måneders flaskelagring, inden champagnen blev degorgeret den 22. april 2026 og fik en dosage på 3 g/l.


Der er kun produceret 2.542 nummererede flasker, som alle leveres i en eksklusiv trækasse.


Barons de Rothschild Le Bateau Vintage 2021

Le Bateau er ligeledes en Blanc de Blancs fremstillet på Grand Cru Chardonnay, denne gang fra en parcel i Cramant på blot 0,12 hektar. Marken blev beplantet med Chardonnay i 1974, og dens navn henviser til skråningen, der minder om skroget på et skib.


Efter høsten i 2021 valgte Chef de Cave Guillaume Lété at vinificere hele vinen på franske egetræsfade. Herefter gennemgik champagnen 45 måneders flaskelagring, inden den blev degorgeret den 23. april 2026 og fik en dosage på 2 g/l.


Der er kun produceret 906 nummererede flasker, som alle leveres i en eksklusiv trækasse.


Champagnehuset Barons de Rothschild

Barons de Rothschild blev grundlagt i 2005 af tre grene af Rothschild-familien, som i dag er repræsenteret af Philippe Sereys de Rothschild (Château Mouton Rothschild), Ariane de Rothschild (Château Clarke - Groupe Edmond de Rothschild) samt Eric og hans datter Saskia (Château Lafite Rothschild).

Med en lang historie inden for vinens verden ønskede de tre baroner at tilføje et champagnehus til familiens portefølje og stiftede derfor Barons de Rothschild, som frigav den første champagne i 2009.


Pris & lancering

Lancering: Nu

Pris: 1.699 kr. Pr. flaske.


Publiceret: 17-07-2026

 
 
bottom of page