Første Zero Dosage champagne fra Tsarine
- Publiceret:

- 29. nov.
- 1 min læsning
Tsarine fejrer næste år sit 30 års jubilæum med lanceringen af husets første champagne uden dosage.

Tsarine 30 Ans Zero Dosage
Tsarine, som især er kendt for sit karakteristiske flaskedesign, kan næste år fejre sit 30 års jubilæum. I den anledning lancerer huset en limited edition rosé champagne, der bliver den første i sortimentet uden tilsat sukker.
Tsarine 30 Ans Zero Dosage, som champagnen er døbt, er skabt på 50% Chardonnay, 35% Pinot Noir og 15% Meunier fra Premier Cru marker i Ludes, Sermiers og Trépail.
Der er kun produceret 2.000 flasker, 250 magnum og 500 jeroboam, som alle leveres i en specialdesignet gaveæske.
30 Ans Zero Dosage smagsnoter
Isabelle Tellier, Chef de Cave hos Tsarine, fortæller, at de fire år på bundfaldet har givet vinen en naturlig balance mellem spænding, frugt og tekstur. Chardonnay fungerer som vinens rygrad og tilfører både renhed og aromatisk dybde.
Champagnehuset Chanoine Frères
Chanoine Frères blev grundlagt i Épernay i 1730 af brødrene Jacques-Louis samt Jean-Baptiste Chanoine. Huset havde sin storhedstid i 1800-tallet, hvor det leverede store mængder champagne til den russiske zarfamilie.
Husets mest kendte champagne er Tsarine, som blev skabt i 1996 under en middag på restaurant 'Le Chardonnay' i Reims. Her fik de to venner Philippe Baijot og Bruno Paillard øje på en karaffel med snoede linjer, der mindede om de ikoniske russiske løgkupler. Det inspirerede Philippe Baijot til at lave en skitse, som senere dannede grundlaget for den karakteristiske flaske, der i dag bruges til Tsarine.
Tsarine er fortsat en del af Chanoine Frères, men fungerer i dag som et selvstændigt brand.
Pris & lancering
Lancering: Marts/April 2026
Pris: 599 kr. (75 cl.)
Publiceret: 29-11-2025