top of page

Veuve Clicquot Extra Brut Extra Old 5

  • Forfatters billede: Publiceret:
    Publiceret:
  • 5. jan.
  • 2 min læsning

Veuve Clicquot præsenterer nu den femte udgave af Extra Brut Extra Old, som byder på reservevine helt tilbage til 1996.

Veuve Clicquot Extra Brut Extra Old 5

Extra Old Extra Brut Edition 5

Ideen til Veuve Clicquot Extra Brut Extra Old opstod i 2011, da kældermester Dominique Demarville ønskede at udforske husets omfattende samling af reservevine. Visionen var at skabe en champagne udelukkende baseret på disse vine. Efter en række lovende prøveblandinger gik han videre med den endelige sammensætning, som senere blev lanceret som den første udgave af Extra Brut Extra Old.


Nu præsenterer Veuve Clicquot den helt nye 5. udgave af Extra Brut Extra Old, sammensat af reservevine fra årgangene 1996, 2008, 2010, 2012, 2013, 2014 og 2015. Blandingen består af 50% Pinot Noir, 30% Chardonnay og 20% Meunier.


Cuvéen er skabt gennem en dobbelt modningsproces, hvor reservevinene først lagres på gærrester i tanke. Herefter flaskelagres vinen som sur latte i mere end tre år, før den degorgeres og tilføres en meget lav dosage på blot 3 g/l.


Husets egne smagsnoter:

Duften er frisk og citruspræget med noter af grapefrugt og citron, suppleret af tørrede frugter, brioche og let ristede toner. Florale strejf af lindeblomst og citronverbena giver finesse. Smagen er livlig og let salt med klar citrus af grapefrugtskal, lime og yuzu, efterfulgt af ristede mandler, hasselnød, fine krydderier og diskrete bagværksnoter i afslutningen.


Champagnehuset Veuve Clicquot

Veuve Clicquot blev grundlagt i 1772 af tekstilhandleren Philippe Clicquot, der havde en stor passion for vin. Selvom tekstiler var hans primære forretning, formåede han hurtigt at opbygge et solidt champagnehus og begyndte at eksportere sine vine til flere lande.

I Danmark kendes Veuve Clicquot især som “Den gule enke”, et navn, der både henviser til husets ikoniske gule etiketter og til enken Barbe-Nicole Clicquot Ponsardin. Hun overtog styringen af huset i 1805, blot 27 år gammel, efter sin mand François Clicquots død.

Barbe-Nicole Clicquot Ponsardin regnes som en pioner i champagneverdenen. Hun indførte blandt andet metoden remuage, hvor flaskerne gradvist drejes, så bundfaldet samler sig i halsen og kan fjernes.

I dag er champagnehuset en del af luksuskoncernen LVMH, der også ejer ikoniske mærker som Krug, Dom Pérignon og Moët & Chandon.


Pris & lancering

Lancering: Start 2026

Pris: 649 kr.


Publiceret: 05-01-2025

 
 
bottom of page