Veuve Clicquot La Grande Dame Rosé 2018
- 14. mar.
- 2 min læsning
Veuve Clicquot har præsenteret La Grande Dame Rosé Vintage 2018, som er den 11. årgang siden den første udgave fra årgang 1988.

La Grande Dame Rosé Vintage 2018
Med sidste års lancering af La Grande Dame Vintage 2018 følger nu roséudgaven fra samme årgang, som ligeledes hylder Pinot Noir-druen. Dette markeres også på flasken med teksten *“L’art du Pinot Noir”*.
Cuvéen består af 90 % Pinot Noir og 10 % Chardonnay med en dosage på 6 g/l. Af Pinot Noir-andelen er 13 % vinificeret som rødvin, som stammer fra den 1,6 hektar store Grand Cru-mark Clos Colin, beliggende i Bouzy.
Didier Mariotti, Chef de Cave hos Veuve Clicquot, beskriver La Grande Dame Rosé 2018 som både generøs og præcis, hvor Pinot Noir-druen kommer til udtryk gennem roséchampagnens finesse, elegance og en kompleks dybde.
200 års jubilæet blev starten
Den første La Grande Dame Rosé var årgang 1988, som blev lanceret i 1995. Siden da er der i alt frigivet 11 årgange: 1988, 1989, 1990, 1995, 1998, 2004, 2006, 2008, 2012, 2015 & 2018.
Champagnehuset Veuve Clicquot
Veuve Clicquot blev grundlagt i 1772 af tekstilforhandleren Philippe Clicquot, som havde en stor passion for vin. Selvom tekstilbranchen var hans primære beskæftigelse, formåede han at opbygge en solid forretning, og hans champagne fandt tidligt vej til flere internationale markeder.
I Danmark er Veuve Clicquot nok bedst kendt som “Den gule enke”. Navnet refererer dels til husets karakteristiske gule etiketter, dels til enken Barbe-Nicole Clicquot Ponsardin, som overtog ledelsen af champagnehuset i en alder af blot 27 år efter sin mand, François Clicquot, døde i 1805.
Barbe-Nicole Clicquot Ponsardin regnes i dag for en sand pioner i champagneverdenen. Hun udviklede blandt andet metoden *remuage*, hvor flaskerne gradvist drejes, så bundfaldet samler sig i flaskehalsen og kan fjernes mere effektivt.
I dag er Veuve Clicquot en del af LVMH Group, som også ejer andre store champagnehuse som Krug, Dom Pérignon og Moët & Chandon.
Pris & lancering
Lancering: Nu
Pris: 1799 kr.
Publiceret: 14-03-2026