Veuve Clicquot præsenterer Vintage 2019
Veuve Clicquot har frigivet den nye Vintage 2019, som byder på en Pinot Noir domineret profil fra et år, der af mange vurderes som et nyt topår.

Veuve Clicquot Vintage 2019
Veuve Clicquot er klar med den helt nye Veuve Clicquot Vintage 2019, som er den 68. udgave i husets Vintage serie, der blev skabt i 1810 af Madame Clicquot.
At man har valgt 2019 som et Vintage år kommer ikke som nogen større overraskelse, da mange vurderer årgangen som et nyt topår. På trods af et udfordrende vækstår har 2019 resulteret i særdeles gode champagner.
Året begyndte med et koldt forår, der blandt andet bød på forårsfrost, mens sommersæsonen blev præget af hedebølger i juni og juli. Temperaturen nåede hele 42,9° den 25. juli. Som følge af den ekstreme varme blev omkring 10% af den forventede høst ødelagt af solskoldning.
Det varme og solrige vejr fortsatte gennem august og september og bidrog til druer med stor koncentration og fylde. De kølige nætter var samtidig afgørende for at bevare druernes friske syre, hvilket har resulteret i vine med en god balance mellem syre og sødme.
Veuve Clicquot Vintage 2019 er sammensat af 60% Pinot Noir, 30% Chardonnay og 10% Meunier fra Premier Cru og Grand Cru marker. 87% af vinen er lagret på ståltanke, mens de resterende 13% er vinificeret på egetræsfade. Vinen har slutteligt fået en dosage på 6 g/l.
Champagnehuset Veuve Clicquot
Champagnehuset Veuve Clicquot blev grundlagt i 1772 af tekstilhandleren Philippe Clicquot, som nærede en stor passion for vin. Selvom tekstilbranchen var hans primære beskæftigelse, lykkedes det ham at opbygge en solid forretning, og husets champagne fandt tidligt vej til internationale markeder.
I Danmark er Veuve Clicquot særligt kendt som “Den Gule Enke”. Navnet refererer både til husets ikoniske gule etiketter og til Barbe-Nicole Clicquot Ponsardin, som overtog ledelsen af virksomheden som blot 27-årig, efter at hendes mand, François Clicquot, døde i 1805. Hun regnes i dag som en af champagneverdenens store pionerer og stod blandt andet bag udviklingen af remuage. Det er den proces, hvor flaskerne gradvist drejes og vippes, så bundfaldet samler sig i flaskehalsen og efterfølgende kan fjernes.
I dag er Veuve Clicquot en del af LVMH, som også ejer andre prominente champagnehuse som Krug, Dom Pérignon og Moët & Chandon.
Pris & lancering
Veuve Clicquot Vintage 2019 er netop lanceret på det danske marked og er set hos Premiumbottles til 695 kr. pr. flaske.
Publiceret: 26-09-2026